Gennem de seneste par år har regionen udført undersøgelser af forureningsfanen fra fabriksgrunden. I den forbindelse er der blandt andet etableret boringer på nordsiden af Grindsted Å som led i arbejdet med at få identificeret de væsentligste indsivningsområder fra forureningsfanen til åen.
Analyser af vandprøver fra boringerne viser, at indsivningen til Grindsted Å fra forureningsfanen sker over en ca. 2.500 m lang strækning mellem Vestre Boulevard mod øst og Morsbøl Skolevej mod vest. Den væsentligste indsivning af forurening sker i området ved det tidligere renseanlæg ved Svinget. Forureningen omfatter klorerede opløsningsmidler, herunder vinylklorid og en lang række stoffer med entydig tilknytning til fabriksgrunden.
Vest for Søndre Ringvej viser analyserne lavt indhold af vinylklorid men højt indhold af især stoffet sulfanilsyre. Sulfanilsyre har blandt andet har været anvendt i produktionen på det tidligere Grindstedværket. Der findes ingen grænseværdier for indhold af sulfanilsyre i grundvand.
Den nye viden betyder, at Billund Kommune vil tage stilling til, om forbudszonen mod havevandingsboringer skal udvides med et område nord for Grindsted Engsø.
Kommunalbestyrelsen tager 23. maj stilling til, om der skal lukkes for havevand i et nyt område
Billund Kommune har modtaget oplysningerne om de nye fund af forureningsfanen med beklagelse. Det bekræfter afdelingschef for Erhverv og Affald Karl Grundahl:
Vi har modtaget oplysninger om fund af forureningsfanen i boringer nord for Grindsted Engsø i et område, hvor vi ikke har haft viden om, at forureningen fra fabriksgrunden befandt sig. Det er vi selvfølgelige trætte af. Men nu har vi fået denne nye viden, og derfor har vi indstillet til kommunalbestyrelsen at der skal lukkes for havevandsboringer i et boligområde nord for Engsøen.
Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at indføre en ny forbudszone, vil beboere inden for det berørte område i slutningen af maj få besked om de nye retningslinjer for havevand i området via Digital Post. Efterfølgende vil Billund Kommune begynde en proces med tilbagekaldelse af gældende tilladelser til indvinding af havevand.
På kortet vist nedenfor fremgår det område, forvaltningen har indstillet som ny forbudszone for havevand.
Fakta om havevand i Grindsted
For en stor del af boligområderne i Grindsted by er der i dag allerede forbud mod brug af egne boringer til havevanding. Det er vist med lyserøde markerede felter på kortet ovenfor. I 2022 blev disse forbudszoner udvidet med et nyt forbudsområde i Grindsted syd med baggrund i regionens undersøgelser af forureningsfanen fra Grindsted gamle losseplads, som ligger syd for Grindsted by.
Med baggrund i regionens seneste undersøgelser af forureningsfanen fra fabriksgrunden er det nu indstillet til politisk beslutning, at der indføres en ny forbudszone for havevand for boligområdet nord for Grindsted Engsø. Området afgrænses mod nord af Grindsted Landevej, mod vest af Morsbøl Skolevej og grænser mod øst op til den allerede vedtagne forbudszone.
Regionen arbejder videre på oprensningsløsning
Inden sommerferien forventer regionen at modtage forslag til kvalitetskriterier for nogle af de stoffer, der ikke findes grænseværdier for. Der er tale om forslag til kvalitetskriterier for overfladevand – altså vandet i Grindsted Å.
Det er helt afgørende for at kunne designe en oprensning, at vi får fastlagt, hvilke stoffer der skal tages hensyn til. Det vil jo være skidt, hvis vi etablerer en løsning, som kan bringe mængden af vinylklorid i åen ned på et acceptabelt niveau, men som ikke kan håndtere andre problematiske stoffer. Derfor er vi nødt til at blive helt sikre på, hvor vi skal rense op, og hvad vi skal rense op, forklarer Jørn K. Pedersen, civilingeniør i Region Syddanmark.
Det er fortsat Region Syddanmarks forventning, at der i 2025 kan indledes en oprensning langs åen.
Læs og download rapporten over undersøgelserne af fanen fra fabriksgrunden på https://regionsyddanmark.dk/klima-og-miljo/vand-og-jord/generationsforureningerne/grindsted-forureningerne/rapporter-og-analyser