Resultaterne af den tredje sundhedsundersøgelse ”Human risikoanalyse af Grindstedforureningerne” blev præsenteret under et borgermøde den 15. august, hvor ca. 95 borgere og politikere var mødt op for at høre om undersøgelsen.

Sundhedsundersøgelsen peger bl.a. på, at der er en forurening i det øvre grundvand under Grindsted by, som kan føre til udvikling af visse sygdomme ved eksponering som for eksempel kontakt med forurenet vand. Undersøgelsen konkluderer samtidig, at der ikke er nogen uacceptabel sundhedsrisiko ved at bo i Grindsted, så længe brugsrestriktionerne overholdes.

Derfor er det afgørende, at borgerne følger kommunens restriktioner, når det kommer til brug af havevand og kontaktrisici ved overfladevand.

- ”Jeg er lettet over, at den seneste sundhedsundersøgelse konkluderer, at eksponering for forurening i Grindsted ikke udgør en risiko for borgerne, så længe retningslinjerne for havevand og rekreativ anvendelse af Grindsted å og Engsø bliver overholdt. Derfor er vigtigt, at alle overholder kommunens restriktioner. Samtidig vil jeg indtrængende opfordre til, at eventuelle tilbageværende boringer bliver sløjfet. Det er nemlig grundejernes egen sundhed, der er på spil,” siger Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.

Er du i tvivl om, hvad der gælder for netop din haveboring, kan du se administrationskort for havevand.

Du er også altid velkommen til at kontakte Grundvandsteamet med spørgsmål på tlf. 79 72 71 15 eller sende en mail til Grundvand@billund.dk.

Resultaterne af den 3. sundhedsundersøgelse Human risikoanalyse af Grindstedforureningerne kan ses her.