Hvad er Borgerundersøgelsen i Grindsted?

Borgerundersøgelsen i Grindsted er iværksat for at undersøge mistanken om helbredspåvirkning på grund af udsættelse for forureningen i Grindsted. I februar 2023 blev alle nuværende og tidligere borgere i Grindsted over 18 år inviteret til Borgerundersøgelsen, hvor alle med mistanke om symptomer eller sygdom relateret til forureningen i Grindsted kunne melde sig til en lægeundersøgelse på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Grindsted Sygehus. Lægeundersøgelsen udføres af en speciallæge i arbejdsmedicin med særlig erfaring i helbredsskadende effekter af forurening. Formålet med undersøgelsen er at give borgerne mulighed for at få vurderet, om aktuelle symptomer eller sygdom kan have sammenhæng med en mulig udsættelse for forureningen i byen. 

Hvor mange deltager i Borgerundersøgelsen i Grindsted?

Alle voksne borgere med aktuel adresse i Grindsted og omegn modtog i februar 2023 en invitation i deres Digitale Post eller almindelige postkasse, mens fraflyttere blev orienteret ved omtale i medierne om mulighed for at tilmelde sig undersøgelsen via Billund Kommunes hjemmeside om Grindsted-forureningerne.

I foråret 2023 deltog i alt 203 borgere med symptomer eller sygdomme, som de mistænker kan skyldes forureningen i Grindsted. Alle deltagere skal først besvare et spørgeskema, hvorefter de kommer til lægeundersøgelsen på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling.

I efteråret 2023 undersøges sammenligningsgruppen, som består af Grindstedborgere som ikke mistænker at have symptomer eller sygdom relateret til forureningen. Sammenligningsgruppen er trukket ud blandt de 1653 Grindsted-borgere, som i foråret svarede, at de gerne ville deltage i en sammenligningsundersøgelse. Udtrækningen til sammenligningsgruppen er sket tilfældigt, men således at de to grupper har samme antal deltagere og så grupperne bliver så ens som muligt i forhold til køn og alder.

Hvornår afsluttes Borgerundersøgelsen i Grindsted?

Vi forventer at afslutte lægeundersøgelserne i slutningen af november måned, hvorefter følger analyser og afrapportering. Borgerundersøgelsen forventes endeligt afsluttet i begyndelsen af 2024, hvorefter alle deltagere får et resumé af resultaterne i deres Digital Post.

’Først når vi har undersøgt alle, kan vi klarlægge eventuelle forskelle mellem grupperne og sige noget konkret om resultaterne,’ siger Lars Rauff Skadhauge, der er projektleder og cheflæge.